Mange af de kunder jeg hjælper, går rundt og føler sig ensomme i deres stress, fordi de ikke tør dele hvordan de har det med andre og fornemmer også i deres omgivelser, at det ikke er noget, som er passende at tale om. Omgivelserne er både indenfor den nære familie, i vennekredsen og på arbejdspladsen.

Og så er det jeg begynder at tænke over, om det er fordi omgivelserne simpelthen ikke ved hvordan de skal håndtere et menneske der har det svært. Eller er det et spørgsmål om, hvad der er passende at tale om blandt ens omgivelser, hvor stress ikke er en af dem?

En af de ting vi kommer ind på i vores kurser om stresshåndtering er netop, hvordan man italesætter ens bekymring for fx. en kollega uden at virke stødende på personen der i forvejen har det svært.
Og en af de måder man kan vælge at imødekomme et andet menneske på, er ved at stille åbne spørgsmål og ikke være forudindtaget.
Alle mennesker projicerer, hvis man ikke er bevidst om andet, og det vil sige, at når man giver gode råd, får man ofte overført erfaringer fra sit eget liv til den person man ønsker at rådgive.
Problemet ved disse råd er, at det kan være, at personen man vil hjælpe slet ikke har det, som du har det.
Forestil dig hvilke råd du selv kan bruge til noget i din hverdag?
Det vil højst sandsynlig ofte være dem, som virker støttende, anerkende og forstående og dem, som giver genklang inden i dig.

Når det kommer til hvad der er passende at tale om – synes jeg, at det er vigtigt i mit arbejde med mennesker at støtte dem i at stå ved sig selv – fuldstændig som de er. Altså det autentiske menneske.
Dvs. hvis de har behov inderst inde for at ytre deres meninger, eller italesætte hvordan de har det, støtter jeg dem i at gøre det og samtidig få værktøjer til at håndtere, hvis det ikke bliver taget imod af omverdenen.
Sat på spidsen er det jo sådan set modtageren der har det svært, hvis de ikke kan rumme at høre det der bliver sagt. Og der er utrolig meget frihed i at opdage, at man som menneske er i stand
til at sætte sig fra fri for, hvad andre mennesker tænker om mig.

Så næste gang du ser en kollega “klat”sygemelder sig hele tiden, eller begynder at vrisse eller isolere sig, så spørg hvordan personen har det.
Det kunne jo være, at du ville være med til at fjerne en ensomhedsfølelse i dem og dermed være et mere rummeligt menneske.
Du kan i hvert fald være forvisset om, at det menneske vil huske dig og vil spørge til dig en anden god gang.
Lad det sprede sig som ringe i vandet.

De bedste hilsener
Ditte Young – Development